Frødalen 1, 2630 Taastrup
Telefon 30 68 39 02
froen@htk.dk

Søg:

Børnehuset Frøens Fokuspunkter for 2010
********************************

 

Da dette er vores første år med læreplaner kan vi ikke kigge tilbage i vores praksis og evaluere. Vi har derfor kigget fremad og har tilrette lagt nogle fokuspunkter for henholdsvis børnehaven og for vuggestuen.
Vi har valgt at fastholde fokus på hvilken metode vi gerne vil arbejde ud fra. Altså en beskrivelse af hvorfor vi har valgt at tilrettelægge praksis som vi gør, frem for at holde fokus på enkeltstående temaer.
Ved at fordybe os i metoder for pædagogisk arbejde oplever vi at vi kan komme endnu dybere ned i læreplanerne og vi opnår en større mulighed for at reflektere over under hvilke forudsætninger vi ønsker at inddrage læreplansarbejdet.
Ved at kigge på metoder kan vi også mere naturligt koble vores arbejde med Howard Gardner og dermed implementere en større grad af fleksibilitet for læring.

Fokuspunkt for børnehaven i 2010

 

Vi har i børnehaven valgt, at vores primære fokuspunkt vil være fastholdelse og en yderligere udvikling af vores pædagogiske praksis omkring arbejdet med Klub 3, 4, og 5.

Klubberne giver os mulighed for at arbejde med aldersbetingede fællesskaber.
Aldersopdelingen af børnene giver de voksne mulighed for at tilrettelægge, støtte og udfordre læringen, så den tilgodeser den enkelte aldersgruppe, vi arbejder med.
En gruppeopdeling betyder færre børn, mere overblik og mere fordybelse, både for børn og voksne.
Større mulighed for fordybelse, oplever vi, forbedrer indlæringsmulighederne for børn. Færre børn og mere overblik, giver de voksne mulighed for at ‘se’ det enkelte barn, og arbejde med udgangspunkt i deres ressourcer, således at vi gennem fremhævelse af de stærke kompetencer kan styrke de svage.

Fagligt kan vi skabe et bestemt fokus henover læreplanstemaerne, og derved stimulere børnenes nysgerrighed i forskellige retninger. Vi oplever at klubberne gør det nemmere for os, at arbejde ud fra et flerdimensionelt læringssyn. Vi skaber rum for yderligere fordybelse i de forskellige emner vi arbejder med og kan i langt højere grad arbejde os igennem flere læreplanstemaer, inden for bare ét emne.

Rammerne omkring klubberne er at børnene er opdelt efter alder. Klub 3 er for tre-årige og så videre. Vi tilgodeser dog at vi kan have børn i børnegruppen, der af forskellige grunde har behov for at tilhøre en anden klub end den deres biologiske alder henviser til.
Klubberne har fast en dag om ugen hvor de samles og der er til hver klub tilknyttet faste voksne og ligeså børnene er de voksne også repræsenteret fra begge børnehavestuer. Rammerne og den koordinerede planlægning omkring klubberne betyder også at vi kan dække hinanden ved sygdom og kursus, og børnene vil stadig have voksne omkring sig de er trygge ved.



I klubberne arbejder vi med forskellige temaer hen over året, det kan f.eks. være kroppen, mobning, sanserne osv. Men ligegyldigt hvilket tema vi måtte vælge at inddrage og skabe fordybelse omkring så er der nogle helt grundlæggende ting børnene får ud af at være i de aldersbetinget fællesskaber. Vi har opdelt vores perspektiver ud fra temaerne i læreplanerne.

Personlig udvikling

 
Vi har i grupperne meget fokus på at skabe et ‘rum’ der er trygt og sikkert. Således at børnene tør eksperimentere og udfordre dem selv, men også tør prøve om igen hvis det ikke lykkedes første eller anden gang.
I klub 3, 4 og 5 får børnene mulighed for at opleve nye sider af sig selv. Vi hjælper dem til at udvikle deres personlige kompetencer primært gennem accept og forståelse af at mange ting tager tid at lære. Ikke alting lykkedes første gang, men at selv de små skridt også er guld værd.
Børns personlige udvikling styrkes bl.a. når de spejler sig i jævnaldrene, og får succesoplevelser. Succesoplevelserne styrker deres selvfølelse, som er en vigtig forudsætning for den personlige udvikling.

Sociale kompetencer

Klub 3, 4 og 5 giver børnene mulighed for at etablere nye venskaber bl.a. på tværs af stuerne. Vi kan desuden hjælpe og støtte dem i at danne venskaber. De får ligeledes en større berøringsflade både fra barn til barn, men også fra barn til voksen.
Den større berøringsflade betyder også at det enkelte barn får flere valgmuligheder for legekammerater og dermed naturligt flere børn at spejle sig i.
Sociale kompetencer skal udvikles sammen med andre og derfor er en del af den pædagogiske praksis også tilrettelagt omkring aktiviteter hvor børnene er nødsaget til at samarbejde. Et samarbejde både på tværs af køn, foretrukne legekammerater og i nogle sammenhænge med en voksen.
Den voksne får, via klubberne, også mulighed for i langt større udstrækning at lære alle børn at kende. Jo mere vi kender børnene på tværs af stuerne, jo større mulighed får vi for at finde et fællesskab, barnet kan indgå i.

Sprog

I klubberne får børnene mulighed for at udvikle deres sprog gennem de aktiviteter vi laver. Da børnene er aktive medspillere i klubberne, får de også ‘taletid’ og bliver lyttet til, de får mulighed for at udtrykke synspunkter og meninger. Men også gennem de umiddelbare spontane oplevelser som klubberne lægger op til. Samtaler på tværs af børnegrupper danner grundlag for yderligere udvikling af sprogforståelse og et generelt udviklende ordforråd. De lærer at skulle lytte aktivt og at forholde sig til at ikke alle kommunikerer ens. Ligeledes bliver sproget og selve sprogforståelsen udfordret ved at skulle kunne lære at forstå og at kunne i tale sætte følelser.

Krop og bevægelse

 
Børn tilegner sig viden på mange forskellige måder, og for mange børn er det en glæde at kunne tilegne sig viden gennem fysisk aktivitet. Vores aktuelle børnegruppe lægger i særlig grad op til at klubberne har et øget fokus på at kroppen bliver udforsket, både fysisk og emotionelt. Vi leger med sanserne, udforsker motorikken og til krav om fysisk formåen tilpasset det enkelte barn.

Natur og naturfænomener

 
Vores aldersopdelte klubber giver bedre mulighed for, at børnene kan være aktive medspillere. Man lære mest, når man samtidig har det sjovt og finder det interessant, derfor vejer de spontane indfald fra børnenes side tungt. Hvis vi f.eks. er i skoven med en gruppe børn, vil de 3-årige kunne bruge meget tid på at rode i jorden og finde regnorme, mens en 5-årig måske ikke ville finde dette vanvittigt interessant.
Ved at have en gruppe hvor alle er 3 år, kan vi som voksne fordybe os i regnorme sammen med børnene, og derved stimulere læringen gennem fælles interesse.

Kulturelle udtryksformer og værdier

 
I klubberne er kulturelle udtryksformer en integreret del af næsten alt hvad vi fortager os. Fx når vi fejrer særlige begivenheder og taler om de forskellige højtider, både dem som er en del af den danske kultur, men i høj grad også dem uden for landets grænser. Børnene lærer også at mennesker og familier kan have forskellige værdier end en selv, ved at tale sammen om konkrete emner, og ved at lytte, se og opleve.

Voksenrollen

For at nå de mål vi har sat for de forskellige aktiviteter, har vi valgt at arbejde ud fra en anerkendende og inkluderende pædagogik. Det vil sige at vi som voksne er nærværende og rummelige, vi er i stand til at tilsidesætte vores egne vurderinger, af det børn siger, for på den måde at være sikre på at børnene har lyst til at deltage aktivt og udtrykke sig verbalt og nonverbalt.
Det er ligeledes vigtigt at den voksne fremstår som en positiv rollemodel således at børnene oplever engagement og lyst til de projekter og det samvær der skal foregå.

Dokumentation

 
For at kunne synliggøre vores arbejde i klubberne har vi valgt at benytte os af flere forskellige redskaber til dokumentation. I forhold til at dokumentere og dermed også skabe grundlag for refleksion i personalegruppen har vi valgt at bruge ”Smittemodellen”. Modellen bliver brugt både som planlægnings værktøj men også som diskussions oplæg på personalemøderne. Modellen kan omhandle arbejdet med et enkelt tema eller fungere som udgangspunkt for at forstå små dele af praksis bedre.
Smittemodellen sætter også fokus på målene for de enkelte aktiviteter, således at vi hele tiden fastholder årsagen til at vi beskæftiger os med det givne emne. Dog ikke sagt at ting kan forandres i en proces, hvis spontaniteten leder en i en anden retning.

I forhold til vores børn og forældre bruger vi plancher og billeder, en form som ikke altid er tilstrækkelig og som vi gerne vil udvikle yderligere i 2010.

Fokuspunkt for vuggestuen i 2010

I vuggestuen har vi valgt at vores fokuspunkt for 2010 skal være arbejdet med vores sangkuffert. En kuffert vi har etableret for på en særlig måde at sætte fokus på forskellige temaer i børns hverdag. Det være sig mariehøns, kastanjer eller nisser.
Indholdet af kufferten er i sig selv irrelevant, det er mere brugen af kufferten og videreudviklingen
af metoden, der ligger bagved.
Sangkufferten en fast del af den pædagogiske praksis i vuggestuernes hverdag. Lige nu bruges den primært om formiddagen når børnene samles til formiddags mad, men ind imellem spørger børnene selv til om den ikke kan danne rammen for en aktivitet. Indholdet af kufferten skiftes over tid, og der er som udgangspunkt ingen begrænsninger for hvad der kan være et tema.

Sætter vi brugen af sangkufferten i relief til de seks læreplanstemaer så ser det sådan her ud.

Personlig udvikling.

 
At vokse og at udvikle sig er en kæmpemæssig udfordring de små vuggestuebørn står med hver dag. De møder mange voksne i deres tidlige liv og i dem skal de spejle sig for langsomt og nænsomt at tage de små skridt der gør dem til de særlige små personligheder de nu er. Sangkufferten er rammen om et forum hvor der er plads til den spejling. Der er mulighed for at hvert enkelt barn med små forsøg kan deltage og drage erfaring. Erfaring der kan bruges i de videre forløb, men som også er med til at sætte sine spor i det der over tid vil kendetegne det enkelte barn. For nogle børn er det udfordrende at skulle deltage sammen med andre børn og voksne, det at skulle sætte lyd på egen deltagelse vil for nogen betyde at de skal rykke personlige grænser.
Rammerne omkring sangkufferten er tryghed og tæt socialt samvær, således at hvert enkelt barn kan blive set som den det er og at der er plads til at hvert barn kan have sin egen tilgang til det der foregår.

Sociale kompetencer.

Ved at benytte sangkufferten kan børnene lære noget om, hvordan det er at indgå i et fællesskab. Ved at indgå i fællesskabet omkring sangkufferten, vil de kunne lære at vente på tur og derved blive i stand til at se, at de til tider bliver nødt til at tage hensyn til andre mennesker/børn og tilsidesætte deres egne behov. Når hvert barn skiftes til at vælge en sang fra sangkufferten, vil børnene lære at lytte til de andre børn, for at finde ud af hvilken sang, de skal synge næste gang, og hvert enkelt barn har mulighed for at opleve anerkendelse i gruppen for deres sangvalg. Desuden vil det også give børnene mulighed for at stå frem i et lille og trygt fællesskab, når de får lov til at vælge en sang fra sangkufferten.
Vælger man som voksen, at sætte sig ned på gulvet med sangkufferten i en rundkreds, vil børnene kunne opleve en følelse af fællesskab, da det her er muligt at have øjenkontakt med den/de voksne og de andre børn. Børnene kan stille og roligt lære at modtage en kollektiv besked, når den voksne tager en ting op fra kufferten og fortæller, hvilken sang der nu skal synges.

Sprog

Brugen af sangkufferten sætter primært fokus på børnenes sprog udvikling. De mange gentagelser som den kontinuerlige brug af kufferten ligger op til gør, at børnene over tid kan tilegne sig nye ord. De kan smage på nye ord, de kan øve på nye ord, de kan stifte bekendtskab med nye lyde og de kan ikke mindst fjolle med ord og sammensætning af ord.
Sangkufferten sætter også fokus på en stadig fastholdelse af vigtigheden af at børn møder voksne med varierende sprog og at de ved at spejle sig i andre børn eller voksne mærker lysten til at lære mere.

Krop og bevægelse

Sangkufferten er med til at udvikle børns grov og finmotorik. Blandt andet når vi laver sanglege og fagtesange.
Det er med til, at børnene får kendskab til kroppen, da de bruger deres sanser til at lære sange, bevægelser og fagter med. Det styrker deres egen kropsbevidsthed og dermed deres motoriske udvikling
Der sker også en læringsproces når børnene kigger på hinanden og de andres kroppe. De lærer at imitere hinanden, som også giver mulighed for fællesskab. En god motorisk udfordring stimulerer også børnenes indlæringsevne.

Natur og naturfænomener.

 
Naturen er en af vores bedste legepladser og stiller så utrolig meget inspiration til rådighed, for både børn som voksne. Den er allesteds nærværende men også overvældende især når man som lille er ude at opdage verden.
Sangkufferten kan jo indeholde hvad som helst og den kan sågar også komme med på tur således at vi i når vi kommer hjem kan drage paralleller til det børnene lige har oplevet på turen. Det vil også danne grundlag for de mange gentagelser børn har brug for, således at de kan skabe en bevidsthed og en genkendelse af det de har set og oplevet.
Ved at bruge sangkufferten kan naturen komme indenfor og den kan danne mulighed for at hvert enkelt barn kan tilegne sig nye impulser i et roligt tempo og med en voksen ved sin side.

Kulturelle udtryksformer og værdier.

 
Allerede fra børn er helt små oplever de at der er fokus på vores kulturelle værdier og at der er fokus på hvordan de kommer til udtryk. De bliver fejret og er deltagende i traditioner der bliver fejret. Gennem sang eller rim og remser tror vi på at børn kan forberedes på og at der kan skabes en større forståelse for hvorfor vi gør det vi gør i vores og i andres kulturer. At synge tilhørende sange og at snakke om dem bagefter danner grundlag for en bredere forståelse.
Vi mener også at sangkufferten er vigtig i videre formidlingen af vores kulturarv. Sange har været brugt i generationer og må ikke gå i glemmebogen.
At synge danner tilhørsforhold og kan sætte fokus på at selv jeg er noget særligt når det er min fødselsdagssang der bliver fremført.

Voksenrollen

 
Sangkufferten som metode er stærkt afhængig af den voksne så længe den bruges i vuggestue regi. Derfor er det vigtigt at den voksne er sin rolle bevidst. Den voksne er ansvarshavende for at der er en tryghed og en glæde ved at bruge kufferten. Den voksne skal have en anerkendende tilgang til de enkelte børn og til gruppen samtidig med at den voksne skal være opmærksom på at inkludere alle på de mange forskellige præmisser der kræves.
Den voksne skal deltage aktivt og være igangsættende. Være indlevende og engageret så det smitter og skaber lyst til mere.

Dokumentation

For at dokumentere hvordan og hvorfor vi bruger sangkufferten vil vi rigtig gerne tage billeder af kufferten og dens indhold, samt af de situationer hvor den er i brug. Således kan forældre og andre interesserede se hvorledes den er tiltænkt at fungere. Billeder er et statisk øjebliksbillede og giver ikke altid det rigtige indtryk til eksempelvis forældre og derfor er det ekstra vigtigt at vi dokumenterer vores arbejde med sangkufferten ved hjælp af ”den lille historie”. Den lille historie er en integreret del af vores forældresamarbejde, og bruges til både at fortælle hvad vi har set og oplevet, men også som en form for talerør for de af børnene der ikke selv har et sprog endnu.
Ikke mindst så bruger vi vores dagbog på stuen til også skriftligt at overlevere forløbet med dagens kuffert.

Samlet set så skal alting løbende evalueres for at vi på den måde fastholder et udviklingsperspektiv i vores pædagogiske praksis. Dette værende små projekter, temauger, tilgangen til børn og forældre eller bare noget så simpelt som fik vi afholdt vores traditioner som vi troede. For at det kan systematiseres en smule har vi som hus en samlet tilgang til vores evalueringsarbejde.

Evaluering som metode

 
I Frøen forstår vi evaluering som:
Evaluering er at kigge tilbage på den pædagogiske proces og systematisk vurdere, om vi har nået det, vi ville. Både når det gælder mål, organisering, gennemførelse og virkning. Evalueringen er samtidig vores refleksion over, hvilke erfaringer vi vil bringe med os videre. På den måde betragtet vi altså evaluering som både bagudskuen og fremadrettethed.

I praksis evaluerer vi efter nedenstående spørgsmål:
• Hvad gik som planlagt?
• Hvad fungerede ikke i praksis?
• Hvorfor fungerede det ikke?

I vores evaluering benytter vi os af tre former:
Procesevaluering. Denne evaluering har fokus på livet i Frøen, på hvordan vi gennemfører aktiviteter, måden og tilrettelæggelsen.
Resultatevaluering. Denne form for evaluering har fokus på opfyldelse af mål og vores arbejde med læreplanens seks temaer, m.a.o. nåede vi det vi ville?
Årsafslutning. Denne evaluering finder sted en gang om året, og har til hensigt at se tilbage på det år der er gået.


Her har vi fokus på følgende:

• Dækker vi alle temaer i læreplanen?
• Er der nogen børn vi ser og andre vi ikke ser?
• Er der nogen kompetencer vi har meget fokus på og andre vi har for lidt fokus på?
• Hvad fortæller vores dokumentation om børnenes liv, trivsel og læring i Frøen?
• Hvad fortæller vores dokumentation om personalets faglige liv og udfordringer?
• Hvad fortæller vores dokumentation om inddragelse og interaktion med forældrene?
• Hvad fortæller vores dokumentation om vores arbejde med skolebørnene?
• Hvad fortæller vores dokumentation om vores arbejde med børn med særlige behov?

Afslutning

Arbejdet med læreplanerne er færdigt for denne gang. Vi har fået nedskrevet grundlaget for vores pædagogiske praksis og metode og vi har endelig fået samlet de mange diskussioner om menneskesyn og læringssyn til et hele.

Ud arbejdelsen af det skrevne indhold tager sin første form på stuerne, dernæst i personalegruppen for så til sidst at blive tilpasset den form hvor ud fra læreplanerne skal skrives.
På mange måder er det en lang og sej proces, men når produktet ligger færdigt, så er det altid med et vist smil på læben, en god fornemmelse i maven og en tydelig stolthed over at vi for alvor har gennemgået vores pædagogiske holdninger, set lidt af vores arbejdsdag efter i krogene og ikke mindst ladet os udfordre af interesser og kompetencer.

Det kommende år vil også byde på nye udfordringer og vi skal sætte os nye mål. Allerede nu ved vi at vi skal have arbejdet med:

• Overgange mellem hjem, institution og skole
• Børn med særlige behov
• Dokumentation

Men trods nye tiltag og nye muligheder er det vigtigt ikke at forglemme en tydeliggørelse af vores institutionskultur som er essensen af, at Frøen kan kalde sig et væksthus for børn.

Evaluering af årets fokuspunkter.

 

Formålet med vores fokuspunkter var at sætte den pædagogiske praksis under lup. Vi ønskede at se på hvorvidt vi gennem særlig tilrettelæggelse af praksis kunne skabe rum for både individuel og fælles læring i børnegruppen. Læring med afsæt i en pædagogisk stillingtagen til det enkelte barns udviklingsmuligheder inden for de 6 læreplanstemaer.

Formålet med at kigge på praksis var også at man som voksen blev forpligtet til at forholde sig til sit eget professionelle virke. Dette både værende i forhold til mødet med det enkelte barn, børnefællesskabet i små som store grupper, men ikke mindst det professionelle kollegiale samarbejde.

Udvikling for både børn og voksne sker for de fleste gennem refleksion over egne og andres erfaringer, og derfor blev måden hvorpå vi valgte at evaluere og dokumentere vores praksis et vigtigt element i vores proces.

 

Evalueringen af dette års fokuspunkter foregik på et personalemøde og evalueringen er lavet med fokus på fire dele.

 

1. Opnåede børnene rum til den formodede indsigt/læring i forhold til læreplanstemaerne?
2. Hvilken rolle kom de voksne til at spille både over for børn og kollegaer?
3. Hvad betød dokumentationen for vores daglige praksis?
4. Hvordan skal udviklingsperspektivet på metoden se ud?

 

 

 

***************************************************************

 

 

 

 

Børnehavens fokuspunkt: Aldersbetinget fællesskaber.

 

Arbejdet med de aldersbetingede fællesskaber var/er som udgangspunkt en stor pædagogisk gevinst. Der er selvfølgelig megen læring at forholde sig til, men for os er det en metode der er blevet implementeret for at blive, men under forudsætning for at blive udviklet.

 

 

Vi så at børnene opnåede følgende:

 

Personlige kompetencer	Sociale kompetencer	Sprog	Krop og bevægelse	Natur og naturfænomener	Kulturelle udtryksformer og værdier
Mere tid til den enkelte	Flere fælles-skaber at vælge imellem	Det er nemmere at udtrykke sig når der er tid til mig.	At bruge sanserne gav anledning til megen læring om sig selv og de andre.	Plads til stor fordybelse og et felt hvorpå de fleste læreplans-temaer kom i spil samtidigt.	Større kendskab til hvem er jeg, hvor kommer jeg fra.
Venskaber på tværs	Venskaber på tværs.	Fik mulighed for at lære nye ord og begreber i tilpasset tempo.	Fysisk aktivitet er en anden måde at lære på.	Udfordret på viden	Hvorfor er der forskelle?
Børnene lærte selv at henvende sig, og siger nu skal vi ikke tale om……	Vente på at det bliver min tur.				Vi har forskellige værdier og traditioner.
Viden om: Hvem er jeg og hvem er du!	Jeg er også vigtig for fællesskabet.
Jeg tør sige noget
Jeg tror på mig selv.

 

 

De voksne:

 

At arbejde med børnene i aldersbetingede fællesskaber har givet de voksne rigtig mange positive oplevelser, men har også betydet udfordringer på mange områder.

 

I forhold til børnene har det været utrolig positivt at have tid til at ”se det enkelte barn i øjnene”. Tid der betød mulighed for at skabe et større rum for læring når trygheden var på plads. Tid som også har gjort at vi oplever at have opnået et større kendskab til det enkelte barn.

 

Arbejdet på tværs blandt de voksne har også betydet en større berøringsflade med hele børnegruppen og dermed muligheden for at opnå et større kendskab til alle børn, men samtidig med har det også betydet at den enkelte voksne mange gange har stået udfordret over for et barn hvortil der var et ringere kendskab. Dette gav refleksion over brug at det generelle kontra det individuelle.

 

Det større individuelle kendskab har betydet en større tilfredshed ved efterfølgende at kunne tilrettelægge de enkelte gruppearbejder med større fokus på børnenes individuelle kompetencer.

Det har åbnet øjnene for den store mangfoldighed der er i spil når nye ting/emner skal præsenteres, og har skabt koblingen til vores arbejde med børns forskellige behov for plads til individuelle lærings stile som Howard Gardner repræsenterer.

 

Udfordringerne har primært været på det kollegiale plan. Med en til stadighed ny personalegruppe har det været udfordrende at skulle sætte sig selv og sit professionelle jeg så meget i spil.

Det var udfordrende at få afstemt forventninger og at lære hinanden at kende i nye processer. Det har betydet at kommunikation endnu engang er kommet i fokus og at vejen til en velfungerende praksis kommer gennem kontinuerlig refleksion.

 

Dokumentation.  

Dokumentation er for os af stor betydning, for når vi dokumenterer, oplever vi, at der sker en automatisk refleksion over proces og resultat. I refleksionen mødes både børn og voksne i et fælles forum hvor meninger og indtryk kan udveksles.

 

 

 

Dokumentation blev for os gjort på følgende måde:

 

• Dagligt brug af ”den lille historie”
• Fernisering af tegneprojekt
• Dagligt skriv i stuernes dagbog
• Plancher med billeddokumentation
• Oplæg på det årlige forældremøde om arbejdet med fokuspunktet
• Debat på personalemøderne ved hjælp af ”smittemodel”

 

Arbejdet med dokumentation viste os flere ting.

·         Den lille historie skabte en nærværende kontakt mellem de voksne og forældrene, en kontakt som satte lige netop deres barn i fokus.

·         Ferniseringen skabte stolthed for alle deltagere. Det at kunne gå fra planlægning til proces til produkt og så modtage de opmærksomme og stolte blikke fra alle var euforiserende for store som små.

·         Dagbogen som er en fast del af vores dokumentations kultur, gav de forældre, der ikke havde mulighed for at komme jævnligt på stuerne, chancen for at kigge tilbage og opnå kendskab til processen.

·         Børnene havde stor gensynsglæde ved at kunne se sig selv i projektet på de forskellige billedplancher. Billederne gav dem noget at fortælle ud fra og gav dem et skub i formidlingen mellem deres egen oplevelse og forældrene.

·         Oplægget på forældremødet skabte især for personalet anerkendelse for hvad de arbejder med i det daglige. Samtidig med gav det forældrene en dybere indsigt i hvorfor vi tilrettelægger praksis som vi gør, og især indsigt i hvilke overvejelser der ligger til grund for vores praksis.

·         Smittemodellen var en enkel og relevant planlægningsskabelon at sætte i spil og gav refleksion til processen både før og efter.

 

Samlet set så kan vi se at dokumentation er meget mere end ”bare” at vise frem hvad vi laver. Det er også en stor del af det, men vigtigst er refleksionerne bag. Vi oplevede også at

dokumentations arbejdet klart var præget af kvaliteten af planlægningen, en konstruktiv forventnings afstemning blandt de voksne, samt mængden af energi der kom til udtryk i de enkelte delprocesser. Jo bedre arbejdstilrettelæggelse jo bedre dokumentation.

 

Udviklingsperspektiv.

Da det konkrete arbejde med klubberne for 2009/2010 nåede sin evalueringsfase blev det tydeligt for os, at der er god plads til udvikling. Mange perspektiver er blevet vendt efterfølgende og flere konkrete forslag er givet videre til næste års arbejde.

 

• Arbejde med mere struktur i planlægningen
• En tvungen forventningsafstemning blandt de voksne
• En generel fællesnævner for elementerne i processen (Eks. Det hele menneske!)
• Et øget fokus på læringsrum for læreplanstemaerne sprog samt krop og bevægelse.
• Udviklingen af en dokumentationsform der læner sig en del mere op af de enkelte læreplanstemaer. En form der sætter fokus på de faglige overvejelser der ligger til grund for de valgte aktiviteter.
• Diskussion om hvorvidt de aldersbetinget fællesskaber er en metode der er kommet for at blive og dermed også en diskussion om hvorvidt overskriften for processen skal være den samme.

 

 

 

 

 

Vuggestuens fokuspunkt: Sangkuffert.

 

Arbejdet med sangkufferten i vuggestuen har på mange måder været en speciel proces. Brugen af ”sangkufferten” har været svær at implementere i den daglige pædagogiske praksis, hvilket har resulteret i, at den ikke har været fremme i så stor udstrækning som tiltænkt.

 

Trods den svære start er det en arbejdsmetode, der over tid har vundet mere indpas blandt de voksne og de få spirende erfaringer med børnegruppen, gør at der er lyst til at udvikle metoden således, at den bliver en fast del af vuggestuekulturen.

 

I forhold til denne evaluering betyder det dog, at det faglige erfaringsgrundlag er tyndt, men alligevel ser vi, at der er betydningsfuld læring at hente, og at der dermed er oplagt mulighed for udvikling.

 

 

Vi så at børnene opnåede følgende:

 

 

Personlige kompetencer	Sociale kompetencer	Sprog	Krop og bevægelse	Natur og naturfænomener	Kulturelle udtryksformer og værdier.
Mod til at prøve	Fornemmelse af fællesskab	Tilegnelse af nye ord og lyde	Primært fokus på finmotorik	Temaet blev ikke berørt.	Kendskab til den danske sangskat.
Glæde ved genkendelse	At tage hensyn til andre	Fagter og lyde danner sammenhæng	Imitering af fagter og mimik
At blive set som den jeg er	Genkendelighed danner grund for fællesskab
At kunne spejle mig i andre	Glæden ved at skulle noget sammen

 

 

De voksne:

At bruge sangkufferten som metode var ikke nogen svær opgave. Det var en metode der tog sit afsæt i faglige overvejelser og som på mange måder repræsenterede en del af praksis der allerede var i brug om end dog i en mere usystematisk form.

Metoden vandt som udgangspunkt også genlyd for de fleste voksne, og betød fra start en fælles aftale om, at man gennem sang kunne skabe genkendelse, nærvær og engagement for børnene i tiden omkring formiddagsfrugt.

 

Det var også det der skete de gange kufferten var i brug, og det var også der den enkelte voksne kunne se sig selv engageret i praksis på en særlig måde. Det var en god måde at vise nærvær på, og ikke mindst var det bekræftende at se genkendelsens glæde hos børnene, når kufferten var fremme.

 

Og genkendelse var der, for kuffertens indhold forblev stationært. Indholdet var ellers tænkt til, at være det element som skulle have afspejlet de aktiviteter, årstider og traditioner som ellers omgav børnegruppens liv i vuggestuen. 

 

Vi har sammen undret os over hvorfor det var så svært for de voksne at få skabt en rutine i praksis, når nu vi samtidig kunne se, at de gentagelserne havde sin tydelige effekt på fællesskabet, der dannedes omkring kufferten.

 

Svarene er mange og på ingen måde entydige, men vi kan se at kommunikation blandt de voksne igen skal have et fornyet fokus. Et fokus der skaber grundlag for, at man som voksen føler sig forpligtet til at drøfte de kontinuerlige forandringer, som praksis konstant kræver. En forpligtigelse til at sige stop når noget i praksis ikke fungerer, således at rutiner ikke bare forbliver rutiner såfremt de ikke giver mening og samtidig, at de rutiner, som vi finder vigtige, bliver justeret så de passer til den praksis, vi sammen skaber.

 

Når vi kigger tilbage var der ikke mange af de voksne som forsøgte at ændre på den indgåede aftale, i hvert fald ikke i fællesskab. Det har senere vist sig, at kufferten vandt sit eget indpas i hverdagen primært når dagen gik på hæld, og der var brug for et særligt fællesskab, som kunne danne en rolig ramme for eftermiddagens aktiviteter.

 

 

Dokumentation:

 

Grundet den meget sporadiske brug af sangkufferten blev dens funktion aldrig rigtig dokumenteret.

Tanken var at vi i et samlet hele kunne koble stuens aktiviteter med indholdet af kufferten og gennem fokus på læreplanerne kunne sætte et øget fokus på hvorvidt og hvorledes vi så børnene tilegne sig læring og kompetencer gennem den tilrettelagte praksis.

Det blev aldrig rigtig aktuelt, og videre formidlingen handlede primært om brugen af ”den lille historie” samt en beskrivelse af et evt. sang valg i stuens dagbog.

 

Det største dokumentationsarbejde blev oplægget på det årlige forældremøde, hvor det blev en opgave for de voksne at fortælle om kufferten og den tænkte praksis omkring metoden. Samtidig blev det også en øjenåbner for de voksne at måtte konstatere at en ellers så god praksisdel havde fået så lift plads, primært når den havde så stor betydning i børnegruppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udviklingsperspektiv: 

 

At beskrive denne proces har været rigtig svær for der er utrolig mange mellemliggende perspektiver, som er svære at sætte ord på, men alligevel er der nogle hovedtræk af læring som vi gerne vil trække frem og som skal bruges til en videre udvikling af sangkuffertens brug i vuggestuen.

 

 

 

• Diskussion omkring hvornår og hvordan kufferten kan bruges, kan tidspunktet eventuelt varieres.
• Mere struktur og planlægning i forhold til indhold i kufferten
• Kan der i højere grad tilrettelægges et samarbejde omkring både brugen af kufferten men også i forhold til indholdet.
• En større forpligtigelse som voksen i forhold til at tage ansvar for forandring når rutiner ikke fungerer.
• Kan kufferten i højere grad blive omdrejningspunkt for stuernes fremtidige dokumentation af deres praksis.
• Hvordan får vi udviklet praksis omkring kufferten således at alle områder  af  læreplanstemaerne jævnligt kommer i spil.
• Debat vedrørende hvorvidt sangkufferten skal indgå som en fast del af vores pædagogiske praksis og i så fald under hvilke præmisser.

 

 

Afslutning på evalueringen af årets fokuspunkter

 

Formålet med vores fokuspunkter var at sætte den pædagogiske praksis under lup. Og det har den været i mere end en forstand.

De mange faglige refleksioner der lå forud for implementeringen af metoderne skabte et stort fokus på vigtigheden af, at man som professionel voksen er sin praksis og sin voksenrolle bevidst. Gennem et fælles pædagogisk afsæt har vi forsøgt at skabe indsigt i mulighederne arbejdet med læreplanstemaerne også kan tilbyde. Vi har valgt at se bort fra et fastlåst fokus på processer styret af temaer, for derimod at skabe rum for individuel såvel som fælles læring gennem en fleksibel praksis der er foranderlig i takt med børnegruppen.

 

Vi har også sat praksis under lup ved at evaluere fokuspunkterne med tanke om nødvendig udvikling.

For os er udvikling en måde hvorpå vi konstant kan forbedre os. En måde hvorpå vi skubber os selv videre i forhold til de rammer hverdagen byder samtidig med at vi konstant har børnegruppen for øje. Udvikling skaber energi og giver indsigt, men er også udfordrende da udvikling ofte flytter på grundlaget for tryghed samtidig med at det kræver evne til at kunne ændre perspektiv.

 

Men med kontinuerlig refleksion over begreberne professionalisme, god pædagogisk praksis og det gode liv for børn er der skabt et særligt grundlag for at børn og voksne kan udvikles sammen.